Energy forlænger med alsidig vestjyde 7. juli 2017

Esbjerg Energy forlænger samarbejdet med den 20-årige forward Henrik Mærsk Clausen. Vestjyden har spillet 123 kampe i Metal Ligaen, men det kunne være blevet til flere.

- Jeg er rigtig glad for at kunne fortsætte hos Esbjerg Energy. Jeg er glad for, at have været en del af den udvikling, som er sket i esbjergensisk ishockey og ser frem til endnu et år i Esbjerg. Vi skal igen spille Champions Hockey League og det glæder jeg mig rigtig meget til. Man lærer meget af at spille internationalt, forklarer Henrik Mærsk Clausen.

- Henrik havde en rigtig hård sæson sidste år, som var præget af en skade. Men han kom stærkt tilbage og spillede i slutspillet, hvor han bl.a. scorede mod SønderjyskE. Nu skal han vise, at han kan spille en hel sæson på seniorplan, fortæller sportschef Søren Mathiasen fra Esbjerg Energy.

- Læretiden er slut for Mærsk. Han er nu skadesfri, så jeg forventer, at han tager ansvar. At han bliver et fuldgyldigt medlem af truppen, og gør sig fortjent til sin plads på holdet, fortsætter den vestjyske sportschef.

- Jeg løb ind i en skade, for næsten to år siden. Det tog lang tid, også lang tid før jeg kunne blive opereret. I den tid har jeg passet min træning og jeg er stærkere end nogensinde, garanterer Henrik Mærsk.

Henrik Mærsk Clausen scorede til 2-0 for Esbjerg Energy i den afgørende semifinalekamp i Vojens, hvor esbjergenserne sendte SønderjyskE på tidlig sommerferie. Esbjerg vandt kampen med 4-3 efter overtid.

- Henrik er et eksempel på det talentarbejde, som er en vigtig del af vort DNA. Han er et eksempel på, at en udviklingsspiller udvikler sig og skal blive en etableret Metal Liga-spiller. Derfor er det vigtigt for ham at vise niveauet, forklarer Søren Mathiasen.

- Henrik Mærsk skal i den kommende sæson altså indfri potentialet. Han har været en af de spillere, som vi har udviklet. Det glæder vi os til at se i den kommende sæson, understreger sportschefen.

Den 182 cm høje esbjergenser kan benyttes både som højre wing og som back, og har ud over kampene i Metal Ligaen optrådt på U18-landsholdet og spillet fire kampe Champions Hockey League.

- Som hold var vi nødt til at præstere fra første kamp i Champions Hockey League. Her møder man hold af højeste europæiske klasse. Vi var heldige med at besejre Helsinki i Esbjerg og tabte da også stort i Finland. Det er fedt at møde den slags mandskaber, for så ved vi, hvilke krav vi skal stille til hinanden, slutter Henrik Mærsk Clausen.